I disse tider, hvor der for alvor er kommet fokus på mere eller mindre klimavenlige fødevarer, er det på tide også at kigge sig omkring i det øvrige køkken. Hvordan kan køkkenets non-food-afdeling gøres mere bæredygtig?

 

”Alle har ret til et fedt køkken”, lyder et gammelt reklameslogan. Men spørgsmålet er: holder det stadig vand i dag? Man kan godt blive skeptisk, hvis man ser på sagen fra et bæredygtighedssynspunkt. For hvor tit skal vi egentlig have nyt køkken? Hvad skal der til før vi synes, det er funklende og skinnende nok? At renovere med lidt maling og lidt udskiftning frem for at skifte alt ud, er uden tvivl det første og væsentligste sted at tage fat, hvis man vil spare CO2 på sit køkken.

 

Er man imidlertid i en situation, hvor man SKAL-skal bygge nyt er det nærliggende at gøre sig nogle overvejelser over, hvad køkkenet er bygget af. Er det naturtræ fra Rold Skov, eller teaktræ fra regnskoven suppleret med japansk granit? Man kan skele til både materialer og transporttid, og på denne konto er der også en hel del CO2 at spare.

 

En tredje post på køkkenets CO2-regnskab er forbruget af strøm og varme. Man kan se kritisk på, hvor mange strømforbrugende køkkenmaskiner, man har brug for; om det store køleskab kan skiftes ud med et lille, og om man har afrimet fryseren for nyligt. Her er selvfølgelig tale om en løbende indsats i forhold til ens egne vaner, som man ikke kan sætte flueben ved én gang for alle. Her kan vi alle blive bedre. Dog er det også vigtigt ikke at falde i den anden grøft, hvor man går for meget på kompromis med hygiejnen.

 

Som det fjerde punkt, kan man se på sit almindelige køkkenudstyr: skåle, skærebrætter, tallerkener, skeer, knive og gafler osv. Hvordan er det produceret og hvor langt er det blevet transporteret? Faktisk er noget så enkelt som et vandglas slet ikke spor enkelt, når man ser på, hvordan det er blevet til. Mange glas indeholder bly, mens andre som fx italienske RCR, sælger både bæredygtige og blyfri krystalglas. På tilsvarende vis kan man kaste et kritisk blik på tallerkener, service og andet køkkenudstyr og sørge for kun at købe nyt, der lever op til en vis standard med hensyn til bæredygtighed.

 

Endelig kan man som det femte se på, hvor mange éngangsting man gør brug af i køkkenet. Er man hurtig til at købe paptallerkener og engangskrus frem for at vaske sit ølglas op? Er der mange papirservietter, sugerør og andre engangsting? I virkeligheden kan man holde et professionelt køkken kørende helt uden køkkenrulle, men det er nok et skridt, de færreste er parate til at tage.